Firmaprofil

"Ejstrupholmere" grundlagde eget fjernvarmeselskab i 1962

Først på året 1962 blev der fra flere sider vist interesse for at få etableret et varmeværk i Ejstrupholm, og på foranledning af Ejstrupholm Håndværker- og Borgerforening blev der indkaldt til møde om sagen. Her blev nedsat et udvalg til det videre arbejde med undersøgelse af ønsker og behov for et varmeværk.

Udvalget satte sig i forbindelse med firmaet N.P.Pedersen og Søn, Tjæreborg (Tjæreborg Industri). Firmaet gik straks i gang med at opmåle ejendommene i byen og tegne dem, der ønskede at være medlem. Da man var nået op på 50 medlemmer, fandt man det forsvarligt at indkalde til stiftende generalforsamling, der afholdtes 19. juni 1962. Her blev vedtægterne gennemgået og vedtaget, og den første bestyrelse blev valgt med følgende sammensætning: Gunnar Clausen (formand), Svend Breinbjerg (næstformand), Henning Duch (kasserer) samt Peter Rohbach og Hans Mahler Jensen.

Bestyrelsen foranledigede køb af grund på Vandværksvej og N.P.Pedersen og Søn udarbejdede et projekt over varmeværket og hovedledningerne. Dette blev indsendt til godkendelse hos Ejstrup kommune, Amtet og Indenrigsministeriet, hvilket var nødvendig for at få kommunegaranti på lån til anlægssummen. 

På grund af en streng vinter med hård frost blev arbejdet forsinket, men den 11. juli 1963 var man nået så vidt, at de første forbrugere kunne lukke op for varmen, og der blev tilsluttet 120 forbrugere inden udgangen af 1963. Opvarmningen var de første 25 år baseret på olie, men i 1987 gik værket over til opvarmning på basis af naturgas fordi dette brændsel var billigere, gav en renere forbrænding, mindre keddelrensning og et bedre miljø omkring værket.

I 1994 blev værket  yderligere udbygget til et kraftvarmeværk ved installation af en 16 cylindret Ulstein Bergen motor, der både producerede varme og el. Denne motor blev i 2005 udskiftet til en 18 cylindret Rolls Royce motor, og forbrugerantallet er steget til 670 ved udgangen af samme år.

Som supplement til varmeforsyningen har værket i 2011 opført et solfangeranlæg på et areal på 3,5 ha beliggende ved Brandevej ca. 300 meter fra varmeværket. Anlægget er af fabrikat Sunmark på 454 stk. solvarmepaneler dækkende 6.243 kvm. effektivt solfangerareal, og det forventes at dække 18% af det årlige varmeforbrug.

I Februar 2015 blev solanlægget udvidet med 57 stk solfangere af fabrikatet Arcon. Det samlede areal er nu 7.026 kvm og i alt 511 stk solfangere. Den årlige produktion forventes nu at dække 20% af årsforbruget.